Hvorfor THC som olie?


De aktive stoffer i hampen (bl.a. thc og cbd) er ikke opløselige i vand, derfor bruger man typisk fedtstoffer (triglycerider) eller alkohol til at udvinde dem – heriblandt THC olie. Der findes også mere komplicerede og bekostelige metoder, som eksempelvis CO2-ekstraktion, men det vil vi ikke komme nærmere ind på her. Den typiske udvinding i olie er både hensigstsmæssig, når man skal bage kage – man opvarmer smør, margarine eller olie og simrer den finthakkede hash eller græs over lav varme, for så efterfølgende at bruge fedtstoffet i bagning – og i forhold til at fremstille cannabisolie.

THC olie er ofte lavet på hampeolie også kaldet hampefrøolie (hvilket ikke er det samme som cannabis olie – hampeolie er blot en olie til for eksempel madlavning og salater, udvundet af hampefrø uden indhold af thc og cbd, og kan købes i helsekostbutikker og supermarkeder) eller til tider kokosolie, men man kan sådan set ekstrahere både tch og cbd i alle spiselige olier. Man kan også bruge alkohol til ekstraheringen, men det er sandsynligvis sundere og bedre med udtræk i planteolie.

Både hampeolie og kokosolie er meget sunde olier, og man skal ikke være bekymret over fedtindtaget ved eventuel brug af Cannabis olie med thc og/eller cbd, da koncentrationen af cannabinoider i de fleste cannabis olie-produkter er så stærk, at man kun behøver at indtage meget små mænger ad gangen. 

 

 

Teknisk tilgang til THC olie

THC, som er kort for Tetrahydrocannabinol, er et psyko-aktivt stof i hampplanter. Man kan sige, at det er det vigtigste eller stærkeste psykoaktive stof i planten. Udover at være et rusmiddel er THC blevet brugt til alternativ behandling af mange sygdomme igennem tiden, og i nyere tid også som lægeligt anerkendt middel, i form af medicinsk cannabis, bl.a. til behandling af kræft og lindring af bivirkninger som kvalme efter kemoterapi.

I 1964 opnåede man for første gang at isolere THC i ren form. Da cannabisplanten indeholder mange forskellige cannabinoider (som f.eks.THC og CBD) er isoleringen af de forskellige stoffer essentielt i forhold til at bruge dem som målrettet medicin. Nyere forskning peger i højere grad på cbd som relevant medicinsk middel, hvilket er en god nyhed for de mange mennesker, der ønsker den sundhedsmæssige og medicinske virkning, men ikke ønsker at indtage rusmidler: CBD-olie giver nemlig ingen psykoaktiv påvirkning (altså, man bliver ikke ”skæv” af cbd olie, som man gør af thc olie).

Thc er fedtopløseligt – det betyder ikke at det opløser fedt, men derimod, som vi kort berørte ovenfor, at det kun kan opløses i fedtstoffer/triglycerider/organiske forbindelser – dvs. at man bruger alkohol eller olie til at trække THC’en ud af hampen. Derfor sælges de medicinske produkter også typisk som olie, ofte en tyktflydende sort eller mørkebrun masse, der lægges under tungen og optages gennem slimhinderne. Til tider fås olien også i tyndere form, så man kan tage den som dråber.

Hampplanter består, udover smags- og duftstoffer, terpenoider, og klorofyl (det der gør planter grønne og bitre), af mange forskellige cannabinoider (mindst 85, men det varierer). Cannabis er nemlig ikke bare én ting: Forskellige egenskaber fremdyrkes i planten efter intention eller behov. Derfor indeholder det meste hash og skunk ikke meget cbd, da rusmiddel-brugere oftest foretrækker et højere indhold af thc for at opnå en stærkere rus-virkning. Til sammenligning indeholder industrihamp meget små mængder af thc, da industrihamp primært dyrkes som plantemateriale til fremstilling af cbd-olie eller til fødevarer, tøj og reb.

For at komme tilbage til cannabis-olie som medicinsk alternativ betyder det, at man nu kan købe et bredt udvalg af CBD-olie med minimalt eller intet indhold af THC, da den ønskede virkning for mange brugere nu er blevet en mere accepteret form for kosttilskud eller behandling. Det er altså ikke længere kun ”stoners”, der taler om cannabis, men et bredere udsnit af befolkningen der ønsker flere muligheder, end medicinalindustrien hidtil har tilbudt. Man kan dog også købe THC-olie, som virker euforiserende, men dette er ulovligt i Danmark. Nogle mennesker foretrækker at ryge deres marijuana på denne måde, via E-cigaretter eller vaporizers.

 

Thc olie, cbd olie, cannabis-olie, hampe-olie osv.


Det kan være enormt forvirrende med alle de eksotiske navne og betegnelser for forskellige ting, der lyder som det samme. Det kommer alt sammen fra den samme plantefamilie, men der er altså stor forskel på de forskellige slags cannabisolier.
Den største forskel på de forskellige olier er deres indhold af Tetrahydrocannabinol, altså THC. Hampeolie indeholder slet ikke noget thc, cbd-olie indeholder typisk minimalt eller intet thc, og thc-olie indeholder, selv sagt, en del. Det er thc, man bliver påvirket af, altså det er det, der giver en rus.

Hampe-olie er sådan set bare planteolie ligesom olivenolie, kokosolie, rapsolie, sesamolie og så videre. Man kan bruge hampolie til madlavning eller som kropsolie. Det er tyndtflydende selv når det opbevares på køl (altså ligesom olivenolie eller rapsolie og i modsætning til kokosolie), og har en flot grøn farve. Hampeolie smager ikke af hash. Hampeolie er lavet af frøene fra cannabis-planten. Hampefrø indeholder forsvindende lidt thc, så man bliver ikke påvirket af at spise hverken dem eller olien. De sælges i normale butikker som superfood, fuglefrø, ingredienser til müesli og bagværk etc. De indeholder vigtige essentielle aminosyrer og er derfor meget sunde. Det er især et godt kosttilskud til vegetarer og veganere.

Cbd olie og thc olie, til gengæld, smager af hash, eller “nol”, men man bliver ikke skæv af cbd olie selvom det smager af hash. Cbd olie og Thc olie er som oftest en tyktflydende, mørkebrun eller sort pasta, eller tyndere gylden olie. Den tykke olie lægges under tungen i mindst ti minutter, og optages derved optimalt gennem slimhinderne i mundhulen. Den tyndere, mere flydende, olie kan dryppes i munden, men også helst under tungen. Man kan også gnide olien på udvortes, hvis man f.eks. har hævelser, hudproblemer eller lokale smerter.

 

Sund uden røg

Da det som bekendt ikke er sundt at ryge, og mange mennesker heller ikke bryder sig om hverken smagen eller lugten af røg, kan cannabis olie være en god løsning. THC olien kommer som regel i form af en tyk masse eller flydende dråber og det anbefales at lægge den under tungen, da vi som ovenfor nævnt optager meget og nemt via slimhinderne i munden. Nogle producenter sælger også medicinsk marijuana som mundspray, som ligeledes optages gennem mundens slimhinder. Man kan desuden få olien i kapsler, så man helt undgår smagen af hamp.